 Vårfluer |  Nattslända |  Vårflue |  Caddis USA: Sedge |
| Orden Trichoptera
Vårfluer er let genkendelige Normalt er der 2 par ret spinkle vinger der er dækket af små fine hår. Bagvingerne er generelt mindre hårede og derfor mere gennemsigtige end forvingerne. I hvilestilling holdes vingerne tagstillede over bagkroppen som et "A", nøjagtigt som hos natsværmere. Vårfluer har ingen haletråde. De tynde følehorn, der ofte er lige så lange som forvingerne, holdes i hvile fremstrakt foran insektet. De robuste og lodne vårfluer, med deres lange antenner og noget klodsede flugt i luften, giver indtryk af at være primitive insekter. Dette er dog en misforståelse, da vårfluerne tilhører en mere udviklet gruppe insekter med såkaldt "fuldstændig forvandling". Vårfluerne er som gruppe betragtet, blandt de yngste insekter, "kun" omkring 140-180 millioner år gamle. De ældste arter, som ikke helt ser ud som de nulevende, er fundet i form af forsteninger i Nordamerika og Rusland. Mere avancerede former er siden registreret i Australien, England og Tyskland. Vårfluerne har med tiden tilpasset sig et rigt udvalg af levesteder, men de fleste arter er kendt for at holde til i strømmende kolde og stenrige vande. Livscyklus hos vårfluerne er som følger: æg –> larve –> puppe –> voksen insekt.
Denne livscyklus er ofte etårig. Det kan være æggene der overvintrer, men ofte er det larven der tilbringer vintermånederne i vandet. Vårfluerne har samme livscyklus som eksempelvis sommerfugle og møl. Disse insekter har det der kaldes for en "fuldstændig forvandling" – Dette til forskel fra eksempelvis døgnfluerne der ikke har et puppestadie, disse insekter har "ufuldstændig forvandling". Det mest bemærkelsesværdige ved insektet er nok at flere arter bygger huse i larvestadiet. Husbyggende vårfluelarver (Halesus, Limnephilus, Anabolia, Phryganea, Goera) Husene kan variere ganske meget i udseende, da disse kan være fremstillet af sand, grus, små pinde eller andet vegetabilsk materiale så som blade og stilke. Husene holdes sammen af et fint klæbende spindelvæv af silketråde indvendigt. Kun hoved og ben stikker ud af huset, når larven kravler af sted hen over bunden.
Udseende og facon på husene veksler meget afhængigt af art og hvilket materiale de er fremstillet af. Visse er fine runde tilspidsede rektangulære og arkitektoniske mesterværker; andre igen ligner en ubeskrivelig rodebunke. Husmaterialet og design er ofte brugbare faktorer når man skal artsbestemme insektet, men der findes indenfor de enkelte arter ofte en stor variation, hvorfor man ikke altid kan artsbestemme alene ud fra disse faktorer. Visse udskifter endda arten af byggematerialer, under deres udvikling. Det er ikke alle vårfluer der bygger huse. Fritlevende arter er ofte mere udsatte for ørreder og stallingers fourageren og disse arter er derfor ganske vigtige at imitere for fluefiskeren. Larvens krop er maddikeagtig blød og hvidlig-flødeagtig farvet hos de husbyggende arter, og grøn eller brun ved de fritlevende arter. På thorax og hoved er der hårde mørkere plader mens bagkroppen er meget blød. Der er tynde simple gæller på mange kropsled. (Vårfluelarver med hus kaldes på jysk for; "sprok") Larverne er som ofte ganske godt camufleret i deres huse. Husene bygges altid af de for-hånden-værende materialer og kan derfor være særdeles vanskelige at opdage. Larverne er normalt ret aktive men forholder sig i ro hvis de føler sig truet.
Netspindende vårfluelarver (Hydropsychidae, Philopotamidae, Polycentropodidae, Psychomyiidae, Ecnomidae og Arctopsychidae) bygger sig et silkenet der fungerer både som fangstnet, nøjagtigt som hos edderkoppen, men tillige fungere som skjul for larven. Dette net kan være udformet som et rør, et såkaldt silke-silt rør.
De fleste netspindende larver findes i vandløb eller i søerne nær tilløb og afløb. Disse arter er territorialhævdende, hvilket betyder at om foråret og forsommeren, kan man finde larver der er tvunget til at forlade deres territorium grundet overpopulation. Disse larver er tvunget til at lade sig drive nedstrøms og fisken æder derfor mange af disse, inden de kan finde sig et nyt levested. De fleste netspindende vårfluelarver er typisk lysebrune til kitfarvede med noget mørkere hoved. De største arter er omkring 30 mm.. Fritlevende larver (Rhyacophila) Disse arter kendes på den grønne eller purpurrøde farve og rækken af gæller på begge sider af kroppen. De kan blive relativt store, omkring 20 mm, og sammenholdt med disse arters levevis gør det dem til et interessant byttedyr. Denne art er et rovdyr der æder alt hvad den kan overmande. Den kan også æde æg fra stalling, ørred og laks, hvis disse ikke er blevet nedgravet ordentligt i bundens grus. Vårfluelarverne har en række hudskifte hvor de øger i størrelse. Udseendet ændrer sig ikke ved disse hudskift, det er kun størrelsen. Dette skyldes den tidligere nævnt "fuldstændige forvandling" hvorfor der heller ikke ses vingeanlæg hos larven. Disse udvikles først i puppestadiet. Larvernes føde varierer, de fleste er mere eller mindre altædende (alger, plankton, detriutus, smådyr osv.) men der findes blandt vårfluelarverne veludviklede rovdyr der lever af dyreplankton og andre smådyr. Uanset om det er fritlevende eller husbyggende vårfluelarver, så er de dårlige svømmere som ikke gerne lader sig drive med af strømmen frivilligt. Puppestadiet
De netspindende og fritlevende bygger i stedet specielle forpupningskamre af silke og sand som de forpupper sig i. En større forvandling går nu i gang. Vårfluelarven skifter ham og danner en kokon og inde i denne nye puppehud gennemgår den yderligere en række forandringer til et vinget insekt. Puppestadiet varer normalt omkring 2-4 uger, men er registreret til at kunne vare op til 4 måneder i visse specielle tilfælde. Når puppestadiet er overstået vil insektet åbne huset med et par specielle kløer, for at svømme eller krybe op til vandoverfladen. Ved overfladen åbnes puppehuden og det fuldvoksne vingede insekt (imago) vil krybe ud og umiddelbart efter flyve bort. Vårflueklækninger Pupperne kan, grundet den hurtigt overståede klækning, være ganske svære at finde. De fleste fluebindere må derfor ty til den eksisterende litteratur for at finde egnede forbilleder, når imitationerne skal bindes. Måden hvorpå vårfluepupper stiger til overfladen og klækker er omdiskuteret, og der savnes viden på området. Visse hævder at puppen, så snart den har forladt huset, hurtigt svømmer til overfladen og umiddelbart klækker og flyver bort. Andre anser at pupperne, efter de har forladt huset, kan krybe omkring på bunden eller endda drive ganske lange strækninger inden de svømmer op til overfladen. Andre vårfluepupper er observeret svømmende ved hjælp af sine lange ben og andre igen stiger op ved hjælp af en gasboble, der hjælper insektet til hurtigt at komme op til overfladen. Ved overfladen kan de siden drive en kortere eller længere strækning, afhængigt af temperatur og vejrlig, hvorefter de så pludselig klækker og flyver bort, osv., osv.. Ikke et "enten eller"– måske
mere et "både
og..." Forskellige klækningsmetoder Nogle vårfluer klækker på vejen op mod overfalden – i disse tilfælde kan klækningen ske undervejs i alle vandniveauer. Det mest normale er dog at det sker ca. 10 cm under overfladen. Når vårfluen ankommer til overfladen, er det derfor et færdigt flyveklart insekt, der kan forlade det farlige miljø en del hurtigere end sine slægtninge. Pupperne kan også forlade deres huse og klække direkte på bundens sten. Når det færdige insekt stiger op til overfladen kan det mere eller mindre flyve direkte gennem overfladen, lidt som en miniature raket. Det er et fantastisk skue at stå midt i en sådan intens vårflueklækning, hvor små flyvemaskiner bare vælter op ad vandet i hundredvis. Har man oplevet dette fænomen, glemmer man det aldrig... Pupperne kan også stige op til overfladen på traditionel vis, men siden vælge at svømme/ro med sine ben ind mod land. Inde ved bredden klatre puppen op på fast grund og klækker her til det færdige insekt. Pupperne er særdeles udsat for at blive ædt under hele færden ind mod kysten. Det vides ikke med sikkerhed hvorfor pupperne har denne adfærd – det virker unægteligt som en farlig måde at komme i sikkerhed på. Der findes også vårfluepupper der kryber langs bunden ind til breden og klækker når de er oppe på land. De har sikkert den største overlevelseschanse af alle og er egentlig ikke af speciel interesse for fluefiskeren, da de ikke er nemme at imitere. Pupperne kan også finde på at drive lange strækninger langs bunden, dette sandsynligvis for at finde mere egnede omgivelser for klækningen. Hvis man ønsker at imitere denne opførsel, skal man ikke anvende for tungt vægtbelastede nymfer. En sink-tip line og ubelastede fluer er ofte bedst i disse situationer. Bund-drift forekommer også i larvestadiet – især hos de fritlevende arter. Dette kan være ufrivilligt – larven mister grebet og bliver skyllet bort af strømmen - men det kan også være bevidst. Ved overpopulation eller mangel på føde, kan larverne vælge at drifte ned ad strømmen i sin søgen efter et bedre område. Ved imitation af denne opførsel, binder man sine nymfer vægtbelastet så de holder sig nær bunden. Dette gælder både for imitationer af de husbyggende og de fritlevende arter. Under en vårfluklækning observeres
ofte en øget aktivitet af ørred og stalling. Kraftigt ringende
fisk og voldsomme spring ud af vandet, kan opleves når fisken forsøger
at indhente de hurtigt klækkende vårfluer. Der findes dog undtagelser,
specielt ved arter der lever i mere stillestående vande. Her kan man,
som tidligere beskrevet, opleve pupper der svømmer eller sparker sig
frem mod strandbredden for at klække. Fisken ved selvfølgelig
dette og kan derfor i ro og mag afvente puppernes fremmarch mod vandkanten. Æglæggende
hunner De fleste hunner lægger sine æg frit på vandet. De flyver med stødvise bevægelser ned mod overfladen og lægger deres æggeklumper som så ved egen kraft daler ned mod bunden. Det er sjældent at se disse hunner som spent (døde) på vandoverfladen. Det behøver ikke altid at være hunnerne man kan observere springende rundt på overfladen på denne måde. Når hannerne skal drikke, foregår det ofte med nogenlunde samme bevægelsesmønster.
Æglægningen kan ske på flere måder. Hunnen kan flyve ud over vandet og dyppe bagkroppen i vandet og nærmest vaske æggene af bagkroppen på denne måde. Andre arter skøjter rundt på vandoverfladen medens æggene lægges. En anden metode er at hunnen lægger æggene på et fugtigt område i strandkanten, hvorfra larverne senere kryber ned i vandet eller der satses på at regnen vasker æggene ud på dybere vand. Det er dog almindeligt at vårfluehunnen enten kryber eller direkte svømmer ned i vandet, indhyllet i en omgivende glinsende luftboble, og fæster æggene til bundens materialer. Det er blandt andet dette fænomen som fluen "Rackelhanen" forsøger at efterligne. Æggene er beskyttet af en geleagtig substans der svulmer når det kommer i kontakt med vand. Denne substans får æggene til at klæbe til bundens materialer og beskytter også æggene mod at blive ædt af andre rovdyr. Hunnen svømmer efter æglægningen atter op til overfladen og hvis hun undgår alle farerne, kan hun flyve bort for at parre sig igen.. Voksenstadiet Klækketider Klimaet spiller en stor rolle for vårfluerne, hvorfor klækningerne sker senere i fjeldet end i lavlandet. På svensk kaldes vårfluerne for nattsländor – dette er ikke uden grund, da klækningerne og æglægningen ofte sker i aften og nattetimerne. Miljø/biotop
De fleste holder til på relativt lavvandede områder, men visse arter findes også i de dybeste dele af søerne. Vårfluerne er, som gruppe betragtet, relativt ufølsomme overfor forurening. Der findes vårfluer i biotoper med en surhedsgrad fra pH 4 og op til pH 9. De har nogenlunde samme behov for ilt som den fisk vi eftertragter. Når det gælder indholdet af næringssalte og humus, så er vårfluerne mere tolerante end døgnfluerne. Unaturlige vandstandsændringer er ofte en trussel, da vårfluerne, ligesom mange andre af fiskens fødeemner, er stærkt knyttet til strandzonerne.
Fiskeriet
Grej Forfanget bør ikke være længere end stangen og man bør tænke på at de tunge fluer belaster forfanget mere end normalt. Forfangets brudstyrke bør derfor stå i forhold til fluens vægt. Hvis forfanget er for spinkelt kan man få pisket fluen af. Da vi jo forventer at fiske fluen dybt, bumpende hen over sten, grene og andet bundmateriale, vil et forfang med en brudstyrke på minimum 2.25 kg (5 lb) være at foretrække. I strømmende vand vælges ofte en flydende flueline, hvor man så kan justeres spidsens synkehastighed med en Polyleader. En sinktip-line er også anvendelig. I stille vand kan man ønske sig at komme hurtigere ned med fluen, hvorfor en synkende line kan være at foretrække. Personligt foretrækker jeg en 9' fluestang i AFTM #5-6 ved denne type fiskeri. Metoder Man kan fiske med de bedste fluer i verden, men hvis man ikke fisker disse på en måde der virker attraktiv, set ud fra fiskens synspunkt, så er det så godt som sikkert at man ingen fisk får. Fluen skal altså se spiselig ud for fisken – både i udseende og opførsel. Ved fiskeri med imitationer må man først finde ud af hvor det imiterede insekt normalt vil opholde sig. Opholder insektet sig på bunden? I mellemvandet? eller måske lige under vandspejlet? Hvordan kan man vide at der findes vårfluer i det pågældende vand? Lidt omvendt kan man svare, – det ville være et underligt fiskevand hvis der ikke fandtes vårfluer! En måde at få syn for sagen, er at vade ud og samle lidt vegetation eller sten op fra bunden. Vend dem om og undersøg dem nærmere, ganske ofte vil man finde vårfluelarver gemt på undersiden. Træk evt. også breddens siv eller anden vegetation op, og se efter om der findes vårfluelarver på stænglerne.
En anden metode kræver lidt held. Først må man kunne fange en fisk, men siden kan man med selvsyn se hvad fisken har foretrukket til middagsmad ved at undersøge maveindholdet. Husbyggende vårfluelarver En tommelfingerregel angående størrelse af flue: Jo koldere og mere lavvandet fiskevand, jo mindre flue. Fiskes der i en større dyb sø i sommertiden, så vælges der en passende stor imitation. Det er en god ide er at medbringe imitationer i 3-4 forskellige farvenuancer, for at kunne matche de forskellige huse. Et par meget lyse varianter kan også være en god ide at medbringe. Vær opmærksom på at vårfluelarverne kun har mulighed for at bygge sine huse ud af de forhåndenværende materialer. Studér derfor bundforholdene hvis det er muligt. Bundens bestanddele af sand og vegetabilske emner, vil kunne indikere vårfluelarvernes valg af byggematerialer og dermed give fluefiskeren en indikation af egnet valg af imitation. Det er også en god ide at variere farven på den synlige del af fluens krop. Det er populært at anvende hvide eller cremfarvede kroppe med et lille sort område længst ude. Mange vårfluelarver er dog ganske mørke på den del af kroppen der kan ses når de kravler rundt på bunden. Det man ser er et par hårde plader på brystpartiet (thorax). Ideen med det lyse stykke krop er selvfølgelig at give fisken et ”target point”, men normalt fremviser vårfluelarverne ikke den lysere del af sin krop, medmindre den ved et uheld har tabt sit hus. De vårfluelarver der bygger hus af lette vegetabilske materialer og som lever i stille vand kan være oppe og klatre i vegetationen, men som ofte holder de dog til nede på bunden. De vårfluelarver der lever i strømmende vand, har ofte huse af tunge materialer, så som sand og grus. Disse arter imiteres ved at fluen placeres nede i nærheden, eller helt nede på bunden og man lader så imitationen rulle nedstrøms sammen med strømmen. Man kan således efterligne en vårfluelarve der har mistet grebet og er i drift. Man skal forsøge at få fluen til at bevæge sig så frit som muligt, uden at man selv mister føling med denne. Dette er ofte lettere sagt end gjort! Et rimeligt resultat kan opnås ved at man kaster fluen opstrøms – ikke for langt – og siden, i takt med at strømmen fører fluen nærmere, løftes fluestangens top og derved afkortes fluelinen, således at fiskeren kan bibeholde kontakten til fluen. Når fluen passerer ud for fluefiskeren er stangtoppen i sin øverste position og man sænker nu igen stangspidsen, i takt med at fluen driver videre nedstrøms og væk fra fluefiskeren. Der skal gives tilslag i samme øjeblik man fornemmer at en fisk har taget fluen. Husbyggende vårfluelarver der lever i mere stille omgivelser – det kan være søer eller langsomt strømmende vande – imiterer man bedst ved at lade fluen synke til bunds. Siden indtager man fluen med den såkaldte ”otte-tals-teknik”, med omkring en halv til én meter ad gangen og med passende pauser mellem indtagene. En imitation der er belastet og bundet således at krogspidsen vil vende opad, minimerer bundbiddene. Vær dog forberedt på at miste fluer ved bundbid. Sker dette ikke af og til, kan man konkludere at man ikke fisker dybt nok. Husk at tage det stille og roligt. Vårfluelarver er ikke sprintere, men kryber derimod sagte omkring nede på bunden og regner med at deres hus yder den nødvendige kamuflage mod eventuelle fjender. I sivkanterne og andre vegetationsrige områder kan man anvende en vårfluelarveimitation der ikke er så tungt belastet, men hænger et stykke oppe i vandet. Man skal da forsøge at holde fluen nær vegetationen og lade den ”krybe” rundt i vandet, gerne afbrudt af hvileperioder. Man kan lidt groft sige at fiskeriet med vårfluelarver er for "dovne, men vågne" folk. Man må ikke have for travlt, men skal være hurtig når fisken forsigtigt plukker fluen op fra bunden. Ofte kroger fisken sig selv hvis man holder linen strakt, men sikker kan man nu ikke være.
Fritlevende vårflularver En velegnet fiskemetode vil være som beskrevet ved vårfluelarvefiskeriet i strømmende vand. De fritlevende vårfluelarver drifter kun ufrivilligt og flyder da mere eller mindre hjælpeløst omkring i strømmen. Da de ikke bære rundt på et hus, kan de dog ofte findes drivende højere oppe i vandlagene, end vårfluelarver med huse af sten og grus.
Efter flere års fiskeri i Ljysnan i Midtsverige har jeg erfaret at stallinger ( Voksne vårfluer Som tidligere nævnt klækker vårfluerne mest hen under aften eller endda midt om natten. De kan også være aktive i andre perioder, men er normalt mest aktive ved dæmpede lysforhold. Når vårfluerne klækker, er det af almindelig opfattelse, at de klækker og forlader vandoverfladen så hurtigt at en tør imitation er et dårligt valg. I visse publikationer kan man direkte læse at ”vårfluepuppen stiger som en raket til overfladen og flyver umiddelbart væk...” Sådanne udsagn bør nu tages med et gran salt. Det er nok mere et fyldigt sprogbrug, end en realistisk beskrivelse af vårflueklækninger, der har optaget forfatterne... Visse arter stiger til overfladen og flyver overraskende nok, ikke umiddelbart væk, men padler med sine lange ben ind til bredden for at klække. Disse arter kan med held imiteres ved hjælp af eksempelvis Ismo puppen eller Superpuppen. Indtagningshastigheden af fluen, skal selvfølgelig foregå i samme tempo som det insekt man forsøger at imitere. Dette vil som ofte være relativt langsomt. Vårfluepupper kan ikke bevæge sig som hverken raketter eller speedbåde!
Tørfluerne er ofte mest interessante, når hunnerne, efter endt parring, går i gang med æglægningen. I denne periode flyver vårfluerne ofte ganske lavt over vandspejlet. Fiskeri med imitationer af vårfluer i æglægningsperioden kan generelt foregå på to måder: man kan imitere vårfluer der dykker/svømmer ned i vandet – eller de der lander på overfladen – for at lægge deres æg. Vårfluer der dykker ned i vandet ved æglægningen, kan imiteres ved traditionelt tørfluefiskeri. Hvis man vil være lidt mere avanceret, så fisker man med en imprægneret vårflueimitation på en synkende line med et relativt langt forfang. Ved hjælp af den synkende line – (evt. en sinktip-line eller et passende forfang som eksempelvis; Polyleader) trækkes fluen ned under vandet med et langt træk i linen. Umiddelbart efter holdes en pause i indtagningen hvorved man igen lader fluen stige op til overfladen, nøjagtigt som den ægte vårflue der returnere efter endt æglægning. Dette er en af de metoder hvormed "Rackelhanen" ofte kan fiskes med held.
Fiskeri med en dykkende Rackelhane ...
Vårfluer der lander på vandspejlet og ikke dykker for at lægge æg, kan imiteres med en højtflydende imitation på flydende line. Vårfluerne er sjældent i ro på vandspejlet ved æglægningen. Derfor den indledende bemærkning om fiskeri med streamende tørfluer. Hunnerne bevæger sig ofte ganske meget for at vaske æggene af bagkroppen og få dem ned gennem vandspejlets overfladespænding. Der ses ofte to forskellige grundvarianter af denne form for æglægning: Grundrecepten for at imitere disse to ”æglægningstyper”, er at man, efter at fluen er udlagt på vandet, trækker eller rykker den et stykke til sig og så lader den ligge og hvile i en periode og man gentager så samme procedure forfra igen. Længden af denne periode, samt bevægelsesmønsteret, bør selvfølgelig være en afspejling af de æglæggende vårfluehunner der findes på vandet. Undlad at overdrive det ”slæbende” da en streamende flueline, eller forfang, kan skræmme fisken. Vårfluepupper Når det handler om hvordan pupperne opfører sig når de forlader deres puppekammer, hersker der en del uklarheder. Fra en del litteratur kan man lære at de ganske hurtigt bevæger sig op til overfladen, hvor de hurtigt klækker og flyver væk. Man kan også få at vide at pupperne kan krybe omkring på bunden, inden de begiver sig op til overfladen. Pupperne anses også for at kunne svømme eller drifte i vandet inden de mere aktivt svømmer mod overfladen. Visse steder kan man erfare at pupperne hænger i overfladefilmen inden de klækker og flyver væk. Visse vårfluelarver er observeret svømmende sidelæns osv., osv.. Det kan godt virke som om det er flere modstridende oplysninger, men dette behøver bestemt ikke at være tilfældet. Observationerne af insekternes opførsel er afhængigt af art og miljø. Oplysningerne er derfor ikke et "enten eller" – men mere et "både og". Uanset de vekslende oplysninger, så kan det generelt udledes; at pupperne har travlt med at komme til overfladen og flyve væk. Ydermere siger de fleste oplysninger at pupperne kan svømme aktivt når de begiver sig af sted på den farefulde færd fra bunden og op til vandspejlet. For at imitere dette, kan fluerne fiskes på forskellig måde, afhængigt af vandets strømhastighed. I stille, eller langsomtflydende vand, kan man anvende samme teknik som ved fiskeri med de æglæggende vårflueimitationer, der kryber/svømmer mod bunden for at lægge æg. Puppen præpareres altså med et egnet flydemiddel så den flyder godt og fiskes så på et langt forfang og en synkende line. Imitationen trækkes, som tidligere beskrevet, ned under vandspejlet og man lader siden fluen søge mod overfladen igen ved at stoppe indtagningen. I strømmende vande må man anvende en anden teknik. Imitationerne belastes, afhængigt af vanddybde og strømhastighed. Fluen kastes et stykke opstrøms og man lader så fluen frit drivende passere punktet hvor man selv står. Når fluen i sin drift nedstrøms har nået det udvalgte "hot-spot", opstrammes linen og indtagningen begynder. På denne måde kan man få fluen til at svinge og stige i vandet og derved efterligne den aktive opstigning af puppen. For at gøre det mere troværdigt kan man under indtagningen gøre flere pauser hvor man lader linen løbe lidt ud igen og så igen indtage line på ny. På denne måde kan man få fluen til at foretage realistiske zig-zag-bevægelser i vandet, nøjagtigt som en aktivt svømmende puppe der har perioder med hvilepauser. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Fritlevende Imitationseksempler: |
|  Insekt  Imitation | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Husbyggende Vårfluelarver. Imitationseksempler: |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Vårfluepupper. Imitationseksempler: |
|
| De såkaldte "Flymfer" er også en oplagt mulighed for at imitere klækkende insekter. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Voksne vårfluer. Imitationseksempler: SHF Sedge, E 12,
Tjärnrensaren, Goddard's Caddis, Streaking Caddis, Rackelhanen, Elk Hair Caddis,
Nocturnal Sedge, Deerhair Sedge, Dancing Caddis,
Krogsgaard no. 4 |  Insekt  Imitation | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Identifikation
Identifikation af vårfluerne er nemmest i larvestadiet hvor de har en række synlige karakteristika såsom; gæller, anal kroge og brytsplader. Synlige karaktertræk der adskille arterne hos det voksne insekt kan være vanskeligere at se med det blotte øje, men især pupperne kan være et problem at artsbestemme.
Se evt.; Navneliste på insekter
Identifikation af lystfiskearter.
Bestemmelse af lystfiskearter bygger på relative karakterer så som farve og størrelse. Lystfiskearterne er efterfølgende arrangeret skematisk efter levested, størrelse, antennernes længde og vingernes farve.
| Overvejende i søer og damme (Såkaldt Lentisk miljø) | Great Red Sedge, Green Peter, Speckled Peter, Chestnut-winged Sedge, Mottled Sedge, Yellow Sedge, Grousewing og Longhorns. |
| Overvejende i rindende vand (Såkaldt Lotisk miljø) | Carperer, Large Cinnamon Sedge, Sand-fly; Welshman's Button, Grannom, Marbled Sedge, Grey Flag, Small Yellow Sedge, Small Silver Sedge og Speckled Sedge. |
| Findes både i stillestående og rindende vand | Cinnamon Sedge, Medium Sedge, Brown Sedge, Small Red Sedge, Black Silverhorn, Brown Silverhorn, Black Sedge, Yellow-spotted Sedge og Microcaddis |
Størrelse | |
| De fleste arter har en vingelængde på 10-20 mm. Efterfølgende arter er enten påfaldende store eller markant små. | |
| Store. Forvingernes længde mere end 20 mm.. | Great red Sedge, Caperer. Følgende arter er op til 18 mm.; Large Cinnamon Sedge, Mottled Sedge, Grey Flag |
| Små. Forvingernes længde 6-10 mm.. | Chestnut-winged Sedge, Grannom, Small Red Sedge, Yellow Sedge, Grousewing, Black Silverhorns, Brown Silverhorns, Small Silver Sedge, Black Sedge og mange Yellow-spotted Sedges. |
| Micro. Forvingernes længde under 6 mm.. | Smal Yellow Sedge, Black Sedge, Little Black Sedge og Microcaddis. |
Antenner | |
| Længden af antenner er vigtig for artsbestemmelsen. De fleste arter har antenner der er fra 90-120% af vingernes længde. De følgende arter har enten meget lange eller meget korte antenner. | |
| Korte antenner. Maksimale længde = 75% af forvingen. | Medium Sedge, Small Red Sedge, Small Yellow Sedge, Black Sedge, Little Black Sedge, Yellow-spotted Sedge, Speckled Sedge og Microcaddis. |
| Lange antenner. Minimal længde er større end forvingen. | Chestnut-winged Sedge, Grousewing, Black Silverhorns, Brown Silverhorns, Longhorns og Yellow Sedge. |
Vingernes farve | |
| Alle vårfluearter har en vis farvevariation indenfor den enkelte art og individ. Det kan derfor være svært at beskrive farven nøjagtigt. Ligeledes er det vanskeligt at bestemme en vårflue ud fra farven. Nedenstående skema er derfor kun at betragte som værende vejledende. | |
| Lys kanel (Varm gulbrun) | Carperer, large Cinnamon Sedge, Cinnamon Sedge og Sand-fly. |
| Grå | Grey Flag, Longhorns og Small Silver Sedge. |
| Grå m. mørke tegninger | Mottled Sedge |
| Mest Gul | Yellow Sedge og Small Yellow Sedge. |
| Mest Sort | Black Silverhorns, Black Sedge og Little Black Sedge. |
| Mest Kastanje- gylden- eller rødbrun | Chestnut-winged Sedge, Welshman's Button og Small Red Sedge. |
| Brun m. kraftige sorte tegninger | Great Red Sedge og Grousewing. |
| Brun m. lyse område | Green Peter |
| Brun m. hvide pletter | Speckled Peter og Brown Silverhorns. |
| Brun m. gule pletter | Yellow-spotted Sedge og Speckled Sedge. |
Tip en ven om denne side på Fluepapiret
"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008
